Vi kæmper sammen om Brøndby – og for overlevelse

Man behøver næppe være et kæmpe geni i Albert Einstein-klassen for at vide, at alles øjne lige nu stirrer på Brøndby IF. Deres fokus er især rettet mod klubbens fans.

DBU har allerede vist, at grænsen er nået, og den er overskredet med flere kilometer, hvilket sanktionerne på baggrund af pokalkampen mod FCK tydeligt illustrerer.

Lige nu tyder alt på, at DBU vil vise omverdenen, at man har nosser nok til at straffe Brøndby IF og klubbens fans endnu hårdere, hvis ikke vi fans formår at hanke op i os selv.

For os på tribunen kan det måske virke som småting, eller noget der følger med fodbolden og den levende fankultur.

Desværre deles denne opfattelse ikke hos DBU, politiet – og endnu værre hos dele af pressen, hvor det til tider kan føles som om, at de blot venter på, at vi fans dummer os endnu engang. Lige nu er det desværre med god grund.

Drop kast med genstande

Vi har sagt det før, og nu siger vi det igen: Lad nu være med at kaste ting på banen!

Ja det er en evig kilde til frustration, når modstanderen bevidst trækker tiden. Desværre er det sådan, at han med sine provokationer ønsker at tænde os, så vi går over stregen, og han kan opføre sig som offeret.

Lad være med at gå med på den leg. Lighteren hører til i lommen, fadøllen i hånden, og kanonslag, gulerødder, dildoer og hvad du ellers måtte have med dig på stadion, hører ikke til på banen. Kanonslag hører endda slet ikke med til at gå til fodbold.

Fans hører til på tribunen – ikke på (løbe)banen

I efteråret 2012 har vi desværre haft et par episoder, hvor Brøndbyfans kom på banen (og løbebanen), og det er ganske enkelt ikke tilladt. Og DBU straffer klubben rigtig hårdt for det.

Der er en grund til, at der er et hegn imellem tribunen og (løbe)banen!

Skal du forcere et hegn for at komme videre, er du nok på afveje.

Selvjustits gør stikkeri overflødigt

Hvis vi alle arbejder sammen og hjælper hinanden, når vi langt – rigtig langt.

Du skal ikke til at stikke dine medfans. I stedet opfordrer vi alle, der befinder sig på Brøndbys tribuner – såvel ude som hjemme – til at hjælpe hinanden.

Hjælp dine medfans med at huske på, hvordan man bør opføre sig på en fodboldtribune!

 

Sammen kæmper vi for Brøndby, og sammen kæmper vi for overlevelse. Kæmper du med os?

 

Næste kamp er i Aarhus, og Brøndby Support arrangerer naturligvis bustur.  

Har du endnu ikke købt billet til busturen til Aarhus kan du gøre det her. 

 

Læs også:

Behold din lighter i lommen, og din fadøl i hånden