Med ændringerne i Per Bjerregaards forslag til rekonstruering af Fodbold Fonden vil Brøndbyfans nu igennem Brøndby Support få mulighed for indflydelse på sammensætningen af fonden, som kontrollerer selskabet bag fodboldklubben Brøndby IF. Selvom der er tale om det første spæde skridt, så kan der være tale om et skridt i retning af øget åbenhed og demokrati i og omkring Brøndby IF’s ledende beslutningsorgan.
Det er netop en demokratisering af denne fond, som En Stemme Til Alle har arbejdet for siden Det Nye Brøndby, Brøndby Support og Alpha Brøndby startede samarbejdet sidste år. At Fodbold Fonden nu udvides er derfor en stor sejr for de mange fans, der har kæmpet for indflydelse.
– For bare 1½ år siden var der ikke mange der skænkede Brøndby IF’s ejerstruktur en tanke. Nu har vi ikke bare skabt fokus på, hvem der træffer beslutningerne i klubben, men også skabt indflydelse til Brøndby IF’s mange dedikerede fans, udtaler talsmand for kampagnen En Stemme Til Alle, Troels Johnsen.
– Målsætningen har hele tiden været, at Fodbold Fonden skulle åbnes op således at fans kunne få både indsigt i og indflydelse på de beslutninger der træffes. Den kommende restrukturering af Fodbold Fonden er et vigtigt første skridt på denne rejse, fortsætter Johnsen
Øget gennemsigtighed og demokrati
En Stemme Til Alle fremhæver især tre væsentlige forhold som medvirkende til øget gennemsigtighed og demokrati i den nye konstellation:
- Fan-repræsentation i fonden giver mulighed for at fans bliver hørt, samt for at få indblik i, og indflydelse på, fondens diskussioner og forretningsgange
- Afvikling af sammenfald mellem fond og A/S bestyrelse giver mere klare og uafhængige kommandoveje
- Udvidelse af fondsbestyrelsen fra 5 til 7 personer giver større spillerum for tværgående aftaler
Et skridt på vejen
– Vi havde helst set at klubben havde taget et større skridt i retningen af demokrati allerede nu, der kunne munde ud i en mere enkel struktur, hvor indflydelsen blev delt mere ligeligt mellem klubfolk og tilhængere. Og der er stadig mange spørgsmål der skal besvares og undersøges nærmere; f.eks. er flere af de de nye foreninger i fonden ikke åbne for alle, hvilket sår tvivl om der reelt bliver tale om en demokratisk kontrol med fonden. Derfor slutter vores arbejde naturligvis heller ikke her, udtaler Troels Johnsen.
Næste skridt for En Stemme Til Alle handler primært om at udbygge den position, som kan sikre fansene indflydelse, herunder :
- Køb af A-aktier, eftersom A-aktierne vil være det synlige bevis på, at tilhængerne optages som en formel del af ejerkredsen
- Etablering af klare forretningsgange i fonden til identifikation og løbende evaluering af bestyrelsesmedlemmer i Brøndbyernes IF A/S
– En Stemme Til Alle har, gennem Brøndby Support, fremsat ønske om at købe A-aktier på samme vilkår som Forældre BIF, der for nylig købte 15.000 A-aktier. At blive A-aktionær vil være en blåstempling af fanskaren som en del af ejerkredsen, og derfor har dette punkt meget stor betydning. Vi mener det er vigtigt at alle foreningerne får tilbudt at købe A-aktier for ikke at skabe et A og et B-hold, men dette er i første omgang ikke blevet tilbudt af den politiske ledelse, forklarer Troels Johnsen
En Stemme Til Alle vil desuden inden for den nærmeste fremtid udarbejde en længere analyse af konsekvenserne af rekonstrueringen af Fodbold Fonden, og først derefter tage stilling til hvilke forslag vi vil rejse i den kommende proces.
Brøndbys mange fans skal inddrages
Med reformen af Fodbold Fonden har En Stemme Til Alle vist, at det er muligt at ændre på tingenes tilstand, og selvom vi er langt fra målet, er ændringen af fonden en sejr for Brøndbys mange fans og klubben er endnu engang foran vores konkurrenter i Superligaen.
– Vi kvitterer for indrømmelserne med et tak og en garanti for, at vi fortsætter vores kamp for at sikre, at den nye ændring ikke blot er en symbolsk handling, men at den vil betyde reelle forbedringer i forhold til større åbenhed, ansvarlighed og demokrati, slutter Troels Johnsen
I forbindelse med den kommende plads i fonden indstiller En Stemme Til Alle til Brøndby Supports bestyrelse, at man i den nærmeste fremtid indkalder til en ekstraordinær generalforsamling, så alle brøndbyfans har mulighed for at melde sig ind og deltage i beslutningen om hvordan fansenes plads i Fodbold Fonden skal bruges.
For yderligere information:
Troels Johnsen, Talsmand for En Stemme Til Alle
Tlf.: 28 14 76 33 / e-mail: troels@detnyebrondby.dk