Brøndby Support ønsker Aurelius Skarbalius (Auri) velkommen tilbage til Brøndby IF, denne gang som cheftræner.
Vi har stor tiltro til, at Auri er manden, der kan være med til at give spillerne den selvtillid, som de åbenlyst har manglet alt, alt for længe.
Alle med hjerte for Brøndby IF har bestemt ikke haft det nemt på det sidste, og vi ved vist allesammen godt, at vores spillertrup indeholder et langt større potentiale end det vi har set på det seneste. Vi opfordrer alle til at støtte op om vores allesammens klub – herunder specielt Auri og hans udvalgte spillere, således at vi allerede fra torsdagens kamp kan få knækket den negative kurve og det store potentiale kan blive udfoldet.
Vi ved udemærket godt, at alt ikke bliver anderledes allerede fra dag ét, men vi håber, at rigtigt mange vil møde op til torsdagens pokalkamp mod FC København, og have fokus på den positive opbakning. Med den er vi allerede et godt stykke på vej.
Brøndby Support