Mandag i denne uge holdt klubben og repræsentanter for fansene, herunder Brøndby Support og Alpha, møde om det nye billetsystem der blev testet mod Odense. Der blev først evalueret på hvordan systemet med navnenoterede billetter havde fungeret på dagen, og dernæst blev det diskuteret hvordan klubben, henholdsvis fansene mente at fremtiden skulle se ud.
Hvordan fungerede billetsystemet så?
Der var frygt for kaos og lange ventetider ved indgangen, når billet og ID skulle tjekkes. Alle rapporter fra dagen lyder dog på, at denne del af indgangsproceduren fungerede optimalt. Selv de få, der oplevede problemer, fik hurtigt og nemt løst dette problem med hjælp fra klubben, der havde en medarbejder stående ved indgangen til at afhjælpe problemerne. Så på den front må billetsystemet kaldes for en succes og det er bestemt glædeligt.
Fælles spilleregler – en samlet pakke
På begge møder er det blevet diskuteret hvorledes dette billetsystem skal fungere i fremtiden. Fansene fremlagde deres ønsker til en samlet pakkeløsning, som vi finder bør være en del af tilbudet i forbindelse med billetsystemet. Ønskerne går dels på hvillken rolle kontrollørerne (egne og andres) skal spille, dels på hvad vi som fans må på tribunen. Målet er at skabe større ejerskab over reglerne, bedre rammer for de, som står på tribunen og færre uheldige episoder samt større selvjustis på tribunen.
Forslaget har opbakning af alle større fangrupper, bl.a. Brøndby Support, Alpha, SSU og Blue Front, på mødet blev forslaget også modtaget positivt af repræsentanterne fra klubben. Der vil i den forløbne uge blive rettet lidt teknikaliteter og formuleringer, og vi håber at det vil blive vel modtaget af medfans, klubben og de klubber vi skal besøge i fremtiden.