Vigtig Info om udekampen mod Club Brugge

Mange Brøndby-fans har allerede sikret sig adgang til udekampen mod Club Brugge på torsdag den 31. juli bl.a. med Brøndby Supports Busser fra hele landet.
Er du blandt dem, der tager turen til Belgien for at støtte Thomas Frank og co., så læs venligst nedenstående information omhyggeligt igennem.
Busparkering og afsætning
Busser, der ankommer til Brugge torsdag den 31. juli, skal parkere på busholdepladsen Bargeweg og sætte alle fans af. Derefter skal alle fans gå til Grote Markt. Busserne skal i første omgang blive holdende på pladsen. Under kampen vil de dog blive eskorteret til stadion, så de står klar til fansene efter slutfløjt.
 
Det vil altså sige, at deltager du i Brøndby Supports busser, vil du ankomme til busholdepladsen Bargeweg og derfra går vi i samlet flok til Grote Markt. De busansvarlige vil sørge for at vise jer den rette vej. 
Samlingssted for Brøndby-fans
Der er lavet aftale med politiet i Brugge om, at alle Brøndby-fans skal være på Grote Markt. Politiet opfordrer alle Brøndby-fans til at være i området omkring Grote Markt hele torsdagen.
March til stadion
Der vil være fælles march til stadion for alle Brøndby-fans. Der vil være afgang fra Grote Markt omkring kl. 18:00, og det tager ca. 30 minutter at gå til stadion. Ruten er udstukket af politiet, og stadion ligger på adressen Doornstraat o/f 61, 820ST-Andries. Det er også denne adresse, man skal til, hvis man tager til stadion på egen hånd, evt. i taxa eller bil. Politiet fraråder, at man færdes på egen hånd eller i små grupper omkring stadion i timerne op til kampen.
I øvrigt kan det oplyses, at det lokale politi vil benytte hashtagget #CLUBRO til at give information til fansene. 
Under kampen
Kampen starter kl. 20:30, og indgangen åbner kl. 19:00. Da det er en europæisk kamp, vil der ikke blive solgt alkohol. Der er dog en enkelt bod/bar på afsnittet, hvor der kun kan betales med kontanter.
Efter kampen
Busserne, der skal retur til Danmark, vil som nævnt holde ved stadion. Skal man mod centrum efter kampen, vil det ske på egen hånd.
Kontaktpersoner
Onsdag og torsdag vil Brøndby IF’s fankoordinator og sikkerhedschef være i Brugge. Derudover vil Vestegnens Politi også være til stede.
Kasper Lauth, fankoordinator – 40374545
Mickel Lauritsen, sikkerhedschef – 43225379