Brøndby Supports histoire: Opstarten

Som en anden fagforening besluttede en gruppe mennesker sig for at organisere den del af danske fans, hvis hjerte bankede for BIF, og som gerne ville noget mere som tilhænger, end der hidtil var blevet budt på i det danske fodboldlandskab. Inspireret af udlandet ville man nu forsøge at få skabt nogle seriøse rammer for de mennesker, der besad potentialet til at blive aktive fans, men netop manglede et officielt udgangspunkt for at kunne skabe festligere rammer omkring danske klubkampe.

Da de seks ophavsmænd den 30. april 1993 skabte fanklubben Brøndby Support med daværende formand Ole Ditlev Nielsen i spidsen, havde disse visionære mennesker nok visse forhåbninger om at kunne få noget op at stå, men at det skulle komme til at gå, som det senere gjorde, havde nok ført til akut indlæggelse på en lukket afdeling, hvis det var blevet fremsagt i disse fanklubbens gryende dage.

På et tidligere møde med Brøndby IF’s klubledelse havde idefolkene fremlagt planerne til en sådan fanklub, og forslaget blev mødt med både positivitet og en anelse skepsis. Stifterne fik dog lovet al den støtte og hjælp, Klubben kunne yde, med undtagelse af det økonomiske. Her måtte og ville man af principielle årsager stå på egne ben.

           Balloner

Omtrent et år efter fanklubbens tilblivelse modtog man fra Brøndby IF titlen af “BIF’s officielle fanklub”, en vital anerkendelse såvel moralsk som officielt. Nu var man nemlig den ægte vare og et fuldgyldigt medlem af Brøndby-familien, hvilket afkrævede omgivelsernes respekt og tilførte alle involverede en større selvbevidsthed. 

Med en ny formand ved roret siden januar ’94, Jimmi Mysander, var en historisk forløber for tilhængerne og fremtidens fanprojekter i Danmark blevet sat på skinner.

Brøndby Support (efterfølgende forkortet BS) blev dannet først og fremmest som et naturligt samlingspunkt for BIF-fans, der ønskede at følge Holdet på udebane. Det var nemmere og mere motiverende at arrangere busture, hvis man var flere, og desuden gjorde dette også priserne væsentligt lavere. Dertil kom det sociale. Medlemstallet var ret begrænset i begyndelsen, og de fleste kendte hinanden, hvilket medførte en hyggelig og indforstået atmosfære i gruppen. Her var der mulighed for at møde ligesindede, og hurtigt fik man skabt fundamentet til et længe ventet og hårdt tiltrængt fanforum i Danmark. Valget af klub faldt, af grunde man selv kan tænke sig til, naturligvis på Brøndby IF!
Idealet var at få lagt “det at være fan” i Danmark op på et højere niveau for derigennem at opnå udenlandske tilstande med mere fest og stemning før, under og efter kampene. Hertil hørte også det politiske og oplysende arbejde, der skulle medføre en generel anerkendelse og forståelse af det at være “bidt af en gal fodboldklub” – med alt hvad der hører til det at være tilhænger i det daglige.
Således blev BS hurtigt alle danske fodboldklubbers Moder.

 

Ovenstående er et uddrag fra bogen “Med Gul-Blå ære og sjæl” af Jens Thiede