Opfordring til AGF-kampen

Til kampen mod AGF mandag d. 1. april vil der som bekendt ikke være adgang for tilskuere, da Brøndby, som følge af episoderne til pokalkampen mod fck i november, er blevet dømt til at spille de næste to hjemmekampe uden tilskuere samt har fået en bøde på 150.000 kr.

Brøndby Support har i samarbejde med Brøndby IF lavet et arrangement på 1964, hvor der vil være opstillet en storskærm i foyerområdet, så der i alt kan huses 500 Brøndbyfans indendørs på denne dag og hvor der vil være særlige priser.

Vi opfordrer alle til at bakke op om dette arrangement og vise, at vi står sammen selvom vi ikke må komme ind på selve stadion.

Se mere om arrangementet på 1964

Kom også i Hytten!
Hytten holder åbent som normalt – både før og efter kampen, men vil være lukket under selve kampen, hvor alle opfordres til at se den sammen på 1964.

Kom tidligt i Hytten og få 3 for 2!
Hytten åbner kl. 16.00 og der er 3 for 2 fra kl. 16.00-17.00. Tilbuddet gælder på fadøl (Tuborg og Classic), Somersby og sodavand og tilbydes til alle som er medlem af Brøndby Support.

Fælles ansvar – fælles bøde
På baggrund af et et initiativ på vores debatforum Sydsiden Online (SSO), oprettede vi i december en indsamling til at tage del i betalingen af bøden fra DBU. Formålet med indsamlingen er at samle penge ind, der ubeskåret vil gå til at dække bøden og ikke mindst de indtægter, som klubben nu vil gå glip af i forbindelse med de kampe, der skal spilles uden tilskuere.

Denne indsamling har desværre lidt en del af den lange proces med diverse anker, men nu hvor den endelige dom kendes, opfordrer vi alle til at støtte op om indsamlingen og tage del i ansvaret.

Se mere og støt indsamlingen