Vær en del af den europæiske fankongres

Har du lyst til at møde fodboldfans fra resten af Europa? Kunne du tænke dig at deltage i nogle spændende workshops om det at være fodbold fan? Har du holdninger og meninger om vold, racisme, chikane eller om Euro2012 i Polen og Ukraine? Jamen så skal du selvfølgelig deltage i kongressen!

Unik mulighed
Du har nu en unik mulighed for, ganske gratis, at deltage i den store europæiske fodbold fankongres. Det er nemlig ikke kun bestyrelsen for Brøndby Support, som er inviteret til at deltage i kongressen, men alle vores medlemmer. Samtidig er det en unik mulighed for at møde andre fodboldfans fra resten af Europa uden de store omkostninger, der normalt er forbundet med at rejse Europa tyndt. Kongressen afholdes på vores egen hjemmebane, og her skal vi naturligvis være rigt repræsenteret.

Stor fest i Hytten fredag aften
Kongressen er i høj grad lagt an på muligheden for at netværke med andre fodboldfans, sociale arrangementer og sund holdningsudveksling. Vi starter allerede fredag med en fodboldturnering, som du kan læse mere om her, og om aftenen er der et stort socialt arrangement i Hytten, som sætter gang i kongressen.

Vær med til at sætte dagsordenen
Tidligere kongresser har haft indflydelse på hvordan direktiver fra UEFA bliver formuleret, bl.a. har kongressen været med til at udforme kravet om en fankoordinator hos de klubber der søger en UEFA licens. Ligeledes giver den særlige danske session mulighed for at have indflydelse på den danske debat og dagsorden, hvor udtrykket good hosting og sikkerhed er omdrejningspunktet. Dette burde være noget alle Brøndby fans har en interesse i at deltage i, da det i høj grad er os, der bliver ramt af ”bad hosting”.

Hvordan tilmelder jeg mig?
Du kan tilmelde dig på to måder. Du kan enten tilmelde dig som medlem af Brøndby Support, ved at sende en mail til sarah@bif-support.dk (skriv ”Deltager” i emnefeltet), eller du kan tilmelde dig som enkelt person ved at tilmelde dig kongressen på egen hånd:

Tilmelding til fankongressen

Giv en hånd med som frivillig til fankongressen

Programmet for fankongressen