Ingen penge til Lyngby!

Fra Brøndby Supports side har vi noteret os, at flere fangrupper har valgt at boykotte fredagens kamp i Lyngby. Vi har som forening valgt ikke at deltage i denne boykot. Vi er selvfølgelig enige i, at priserne i forsalg er skruet alt for højt op, og at de på kampdagen desuden er skruet op til det helt urimelige, nemlig 200 kroner. Omregnet til procent ligger prisen i forsalg 50 procent over normalen for Lyngby Stadion, og på dagen hele 100 procent over. Til sammenligning runder vi sæsonen af i Haderslev om et par uger. På et bedre stadion – og i den absolut sidste og afgørende kamp i denne sæson. SønderjyskE tager 100 kroner i forsalg, og 115 kroner på dagen. Det hænger bare ikke sammen…

Ingen opfordring til boykot, men til dialog
Men en boykot mener vi alligevel er at skyde over målet, selvom vi forstår folks incitament til en boykot. Vi har tidligere slået på tromme for mere dialog klubber og fans imellem, og det gør vi også denne gang. Vi tror fuldt og fast på, at en struktureret dialog kan give os de ønskede resultater på sigt, og vi ønsker at forsøge denne vej, før vi boykotter flere kampe. Vi skal heller ikke glemme, at selvom det måske ikke betyder det store for den enkelte fan, om klubben bliver nummer tre eller fire, så betyder meget for klubben, både prestigemæssigt og økonomisk, og det kan jo vise sig temmelig vigtigt her op til det næste transfervindue. Vi opfordrer derfor folk til at møde op i Lyngby og vise flaget – også selvom det bliver så som så med den koordinerede opbakning til spillerne.

Misforhold mellem pris og kvalitet
Dernæst opfordrer vi alle parter til at søge en dialog om blandt andet billetpriser og de forhold, vi bydes som gæster. Vi er jo ikke blinde for, at tilskuertallene generelt er faldende for klubberne i Superligaen. Det tyder på et misforhold mellem pris og kvalitet. Vi mener derfor, at klubberne bør overveje som minimum at holde billetpriserne i ro henover sommeren. Nogle bør også overveje at gå skridtet videre og sætte priserne ned. Og alle klubberne bør afholde sig fra at differentiere i samme grad, som Lyngby har valgt at gøre i dette tilfælde.

Brug fanklubberne aktivt
Vi vil gerne minde klubberne om, at alle Superligaklubber har fanklubber tilknyttet, ligesom flere klubber i dag har en fankoordinator ansat. Brug dem aktivt, når priserne fastsættes, så vi undgår en situation som denne i fremtiden, for det er en skidt situation – både for arrangører og for gæster.
Vi deler selvfølgelig også gerne ud af vores erfaringer og oplevelser fra de forskellige stadions, vi gæster, så vi i fællesskab kan gøre det til den bedst mulige oplevelse at gå til fodbold på de danske stadions.

Kom gratis til bold – drop boderne
Til sidst vil vi runde af med, at Brøndby Support har valgt at give en – stort set – gratis tur til kampen på fredag til de første 79 medlemmer, der tilmelder sig Brøndby Supports bustur. Du får bustur og billet for blot tre kroner, og de, der allerede har købt tur og billet, får selvfølgelig refunderet differencen. At det ikke er helt gratis skyldes en teknisk forhindring i webshoppen, som betyder, at alle transaktioner bliver pålagt et gebyr på 2,95 kroner uanset prisen. I stedet byder vi på en øl eller sodavand undervejs, og vi opfordrer til, at folk IKKE lægger penge i boderne på Lyngby Stadion, så alle kommer ud med overskud – på nær Lyngby Boldklub. De har nemlig ingen indtægt på de 79 billetter.

Køb din billet her (OBS: Først til mølle)

Brøndby Support