Fodboldmobning – Nej Tak!

Brøndby Support, Blue Viking, Wild Tigers og F.C. København Fan Club inviterer i år til Fodbold mobning – Nej Tak! 

Lørdag den 7. maj kl. 10-16 hos Brøndby Kids på Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby.

Uanset om du er blå, gul, eller rød, om du er dreng eller pige, så kom og vær med. Det eneste det kræver, er at du har lyst til at møde nye venner, at du ved at en fodbold er rund samt at du er mellem 6 og 12 år.

Det koster kr. 50,- at deltage og for dem får du: T-shirt, som du skal spille i og beholde bagefter, sandwich, kildevand og frugt.

Vi blander holdene på tværs af de forskellige fanklubber – så du kommer til at lære en masse nye drenge og piger at kende.

Maskotterne Leo, Nanok og Timba være at finde på banerne og de vil hellere end gerne stille op til fotografering i løbet af dagen. Kim Milton har sagt ja til at komme og dømme nogle af kampene igen i år og Audrey Castañeda er konferencier.

I caféen hos Brøndby Kids kan købes bl.a. kaffe/te, sodavand, kage og is – så der bliver mulighed for at købe lidt mad og drikke til tilskuerne.

Der er gratis adgang for tilskuere, så forældre og søskende er mere end velkomne. Meld gerne din mor eller far til også, da vi har brug for frivillige til bl.a. at være holdledere på dagen.

Hvorfor ”Fodboldmobning – Nej Tak!”?
Kampagnen mod fodbold-mobning drejer sig om respekt for andre mennesker. Vi vil gerne vise børnene, at nogen, som man ellers regnede for ”de andre”, kan være flinke nok, selvom de har en anden farve fodbold-trøje på end en selv. Og dermed på overordnet plan lære børn, at når man lærer de andre at kende, er der ingen grund til at mobbe dem eller f.eks. slås med dem.

F.C. København Fan Club og Brøndby IF startede projektet op i 2005, vi har i år inviteret Lyngby´s Blue Viking og Wild Tigers fra F.C. Nordsjælland med, da vi gerne vil favne bredere og ønsker mangfoldighed.

Tilmeld dig til fodboldturneringen her

Har du brug for mere information kan du ringe til Sidsel Vest på telefon 35 43 23 43. Sidste tilmelding er d. 29. april 2011.

Vi glæder os til at se jer!

Brøndby Support