Udmelding om fingerscanning

Bestyrelsen i Brøndby Support har nu evalueret på det nye tiltag med fingerscanning til høj risiko kampe, vi har fået svar på nogle af vores spørgsmål til klubben og yderligere oplysninger er blevet frigivet i forbindelse med annonceringen af billetkøb på brondby.com (Billetinfo og nyt billetsystem)

Først og fremmest finder vi tiltaget med en fingerscanning, eller et fingeraftryk, for vidtgående. For mange symboliserer et fingeraftryk eller fingerscanning, at man er kriminel, og bestyrelsen mener at det dermed er at gå for vidt at bede fans om at aflevere et fingeraftryk, eller en fingerscanning, for at få lov til at købe en billet. Samtidig har vi svært ved at se, hvorledes tiltaget løser problemer med de enkelte voldelige elementer. Det sikrer alene, at den som har købt billetten, også er den som benytter den på dagen. Der er ingen mulighed i systemet, som hindrer personer med karantæne i at købe billet og komme ind til kampen, heller ikke fremadrettet. Det eneste dette tiltag reelt forhindrer er sortbørshandel med billetter.

Vi vil ikke opfordre til et kollektivt boykot af kampen, som andre Brøndbygrupper har gjort, men vil lade det være op til vores medlemmer og medfans, selv at tage stilling til hvorvidt de vil aflevere deres fingerscanning, og købe billet til kampen.

Bestyrelsen har opstillet vores vurdering af fordele og ulemper ved tiltaget:

Fordele:

  • Forhindrer sortbørshandel
  • Det gør Hr. og Fru Danmark tilfredse
  • Det viser omverdenen at Brøndby IF gør noget ved problemet

Ulemper:

  • Ingen registrering af karantæne ramte – de bliver ikke “opdaget” med denne medtode
  • Det kriminaliserer medfans
  • Ballade på tribunen hindres ikke
  • Det er umuligt at købe billet for venner, som ikke selv har mulighed for at lægge vej forbi.
  • Hvis det ligger hos DBU og politiet at fastlægge højrisikokampe, så risikerer vi, at systemet ikke kun bliver brugt til Derby kampe, men også til kampe, hvor der sjældent er problemer.
  • Det dræber spontaniteten
  • Det forringer muligheden for at få nye og flere med
  • Det øger kødannelse ved indgangen
  • Det forhindrer ikke karantæneramte i at komme ind
  • Er du smidt ud, kan du købe en ny billet og gå ind.
  • Det er et rent symbolsk tiltag
  • Der er ingen samkøring af fingerstregskodning på dagen.
  • Sæsonkort er upersonlige, og kan ikke kontrollere at personen der benytter det til at købe billet med, reelt er ejer af det.

Brøndby Support anerkender dog behovet for, at man i fremtiden har bedre muligheder for at kontrollere hvem der har adgang til udebaneafsnittet, og bedre håndhæve karantæner end nu. Vi har masser af ideer til hvorledes dette løses, og vil meget gerne deltage i dialog og forhandlinger med Brøndby IF om dette.

Et alternativt forslag som opfylder det samme som fingerscanningen, dog uden at fans føler sig kriminaliserede, kunne eksempelvis være følgende:
Man lader billetterne være i frit salg som hidtil, men ved indgangen skal der vises sæsonkort/medlemskort eller anden dokumentation på et tilhørsforhold til Brøndby IF, samt et gyldigt billede id. Dermed bekræftes klubtilhørsforholdet – som må være formålet med fingerscanningssystemet – men fjerner en række af de ulemper, som fingerscanningssystemet medfører.

Med venlig hilsen
Brøndby Support

Tidligere udmelding: Ja tak til registrering af ballademagere