Som officiel fanklub forsøger vi at være i berøring med alle sider af fankulturen omkring klubben og vi ved derfor hvad der rører sig blandt et bredt spektrum af klubbens fans. Med dette brev vil vi på vegne af disse fans forsøge at sætte ord på årsagen til de frustrationer mange fans bærer rundt på, de udfordringer vi som fans står overfor i forhold til disse frustrationer og det potentiale fankulturen trods den aktuelle modgang gemmer på. Vi håber at I, i Brøndbyernes IF’s Fodbold Fond, i Brøndby IF’s professionelle bestyrelse og i direktionen kan bruge dette i forhold til arbejdet med at bringe Brøndby IF tilbage på toppen af dansk fodbold.
Frustrerede fans
Vi oplever at fansenes frustrationer er født ud af de store udfordringer Brøndby IF står overfor på mange fronter. Spillet på banen, og resultaterne deraf, er for fansene den fremmeste eksponent for Brøndby IF’s tilstand. Vi har før oplevet sportslig modgang i kortere eller længere perioder og hver gang er vi kommet tilbage, stærkere end før. Denne gang stikker den sportslige krise imidlertid dybere end nogensinde før og danner grobund for store frustrationer i fanskaren. Frustrationer der forstærkes af et savn af en klar og realistisk strategi og en følelse af at dele af organisationen er i opløsning. Siden 2005 hvor DM-trofæet senest blev hentet til Brøndby har vi set 5 cheftrænere, 4 administrerende direktører, 1 sportschef, 1 hemmeligt sportsudvalg og mere end 100 til- og afgange i spillertruppen. Desuden har vi 1 kommunikationschef samt 1 marketing- og eventchef i opsagte stillinger.
Engagementet tager skade
I dag står vi derfor for første gang i en situation hvor vi bliver mødt af opgivende fans. Og vel at mærke fans, der i mange, mange år har støttet klubben uanset klubbens tilstand. Disse fans udtrykker nu for første gang en manglende tro på fremtiden. Følelserne for Brøndby IF er heldigvis så stærke, at langt de fleste forbliver fans. Men manges engagement lider skade, hvilket ganske godt blev illustreret af det historisk svage fremmøde på Faxe Tribunen til de sidste to hjemmekampe. Og selvom blandt andet vi i den officielle fanklub fortsat kan mønstre et stort engagement, så er vi ikke blinde for at fansenes fødekæde er under stadigt stigende pres i takt med at klubbens udfordringer vokser.
Tid til forandringer
Fra fanside er der derfor nu et stort ønske om og opbakning til forandringer, blandt mange kommer dette endda til udtryk som et krav. Vi støtter ikke enkeltpersoner eller et bestemt ejerforhold. Hvem der sidder for bordenden og hvem der vælger denne er mindre væsentligt. For os er det vigtigste at det sikres at Brøndby IF nu og i fremtiden bliver drevet optimalt udfra de værdier vi alle elsker klubben for.
Det uforløste potentiale
Vi ønsker at hele klubben drives med samme engagement og professionalisme som det samarbejde vi som fans har oplevet i de senere år. Vi har i dag et fantastisk samarbejde med Ole Palmå og organisationen under hans ledelse. Et samarbejde der virkelig har styrket den positive fankultur og skabt et enormt potentiale der kun venter på at blive forløst af tro og håb på fremtiden. En tro og et håb der senest blev antændt af sejren i Portugal for så lidt som 6 uger siden og som forløste noget af det enorme potentiale i form af en fantastisk opbakning til de to følgende hjemmekampe mod OB og Sporting. Det er et potentiale ingen andre på vore hjemlige breddegrader kan matche.
I ved bedre end nogen andre hvilke udfordringer vi som klub står overfor, hvilke muligheder der er for at løse dem og hvilke initiativer der skal sættes i værk. Vi håber at dagens bestyrelsesmøde bliver første skridt på vej ud af de trængselstider klubben befinder sig i og vi håber at vi fans atter får den knage, hvorpå vi kan hænges vores tro og håb for fremtiden.
Brøndby Support