Åbent brev til Fodbold Uden Filter

I mandagens Fodbold Uden Filter på 3+ fremkom Niels-Christian Holmstrøm og Jacob Gregersen med flere usande påstande rettet mod Brøndby Support og en mindre gruppe Brøndbyfans. Vi vil derfor i det følgende præcisere Brøndby Supports holdning til Pyroteknik og Danske Fodbold Fanklubber samt bestride påstandene om at Brøndby Tifo smugler romerlys med ind i deres materialer og at der skulle have fundet brug af tændvæske sted på tribunen.

Vi opfordrer samtidig Fodbold Uden Filter til at indlede næste mandags udsendelse med at rette de usande påstande der blev fremsat under mandagens debat.

Pyroteknik og Brøndby Tifo
”Man har jo smuglet romerlys i bunkevis ind i de der tifos. Og hvis ikke de vil garantere os, at der ikke er romerlys med, så får de det ikke med ind. Det kunne man ikke garantere for man har et princip i Brøndbys fanklub. Man mener ikke, at det er rigtigt, at der er et forbud imod romerlys og man vil have lov til at brænde alle de romerlys af man har lyst til på de stadions man kommer.”
-Niels-Christian Holmstrøm

Brøndby Support er for en legalisering af pyroteknik under sikre og lovlige former, men stærkt imod en brug af pyroteknik der udsætter andre mennesker for fare og brug der forsinker eller afbryder kampe.

Læs hele Brøndby Supports holdning til pyroteknik her

Brøndby Tifo benytter ikke deres materialer til at smugle romerlys eller noget som helst andet med ind på de forskellige stadions. I Parken bliver alle materialer gennemgået af Parkens egne kontrollører, når Brøndby Tifo ankommer og der bliver holdt grundigt øje med Brøndby Tifos frivillige under opsætningen af tifoerne.

Brøndby Supports holdning til Danske Fodbold Fanklubber (DFF)
Jeres fanklub vil ikke være med i Danske Fanklubber, fordi de ikke accepterer de regler, som Danske Fanklubber stiller ind. Hvad er det for noget? Hvad er det for en form for anarki mod alle andre klubber? Det kan I (Brøndby IF) da ikke acceptere?
– Niels-Christian Holmstrøm

Brøndby Support står ikke udenfor DFF fordi vi ikke kan acceptere deres regler. Vi valgte at stå udenfor samarbejde med baggrund i følgende:

• Utilfredshed med kontingentstrukturen, hvor vi skulle betale forholdsvist meget, men ikke fik indflydelse svarende til vores bidrag.
• Uenighed om hooliganregisteret. Vi ønskede blandt andet mere retsikkerhed for fansene og at registeret blev fulgt op med yderligere initiativer fra myndighedernes, DBUs og klubbernes side.
• Utilfredshed med de mange ressourcer der lægges i landsholdet, ressourcer vi hellere så brugt på klubbernes fans.

På tidspunktet for vores udmeldelse stod Brøndby Support endvidere overfor en del ændringer internt i foreningen, hvorfor vi ikke kunne dedikere os til selv at skabe de ændringer i DFF, som vi følte var nødvendige, ligesom vi ikke følte, at der var tilstrækkelig opbakning til den linje vi ønskede. Og dermed så vi ingen grund til at fortsætte vores medlemskab og foretage den forholdsvist store udskrivning der er til et DFF-medlemskab for en fanklub af Brøndby Supports størrelse.

Brug af tændvæske på tribunen
”… der står en 7-8 gutter rundt om et bål, der bliver endda hældt tændvæske på bålet …”
– Jacob Gregersen

Der var ikke tale om brug af tændvæske, men om at den pågældende tilskuer tømmer sin øl/sodavand ud over det brændende sæde for at prøve at slukke ilden. Et brændende plastiksæde skal imidlertid ikke slukkes med øl/sodavand, da det blot vil få flammerne til at blusse op, men det er næppe noget man kan klandre den pågældende tilskuer for ikke at vide.

Brøndby Support

Se tidligere udmelding fra Brøndby Support her 

Se Fodbold Uden Filter fra d. 20. september her:
Del 1
Del 2
Del 3