Opvarmning for Brøndbyfans inden weekendens kamp

I den seneste måned har vi desværre været nødt til at have meget stor fokus på ballade og ballademagere, men nu begynder resultaterne af denne fokus så småt at vise sig. Vi kan desværre ikke berette at ballade og ballademagere er fortid, men at Brøndby Support er gået i dialog med Østjyllands Politi forud for kampen i Århus på søndag. Dette er der kommet en række konkrete initiativer ud af og vi har knyttet nogle gode kontakter til Østjyllands Politi.

Vi har således haft lejlighed til at drøfte de problemer vi har oplevet ved tidligere besøg i Århus, og Østjyllands Politi vil nu forsøge at undgå at disse problemer opstår igen. Vores fokus har været på de episoder, hvor fredelige fodboldtilskuere er blevet fanget mellem politi, kontrollører og ballademagere, episoder der typisk opstår omkring ind- og udgangene samt vejen der løber ved disse.

Brøndby Support har tidligere haft stor succes med at invitere medlemmerne på diskotek i Århus by, men den megen ballade har gjort at mange restaurationer i dag er uvillige til at slå dørene op for fodboldfans. Derfor har vi i samarbejde med AGF og Århus Politi aftalt at AGF åbner portene til vores afsnit 14.00 på søndag – det er 3 timer før kick-off. Der vil være opstillet borde og bænke bag tribunen, ligesom der vil være musik og salg af øl, vand og pølser. Vi håber at rigtig mange Brøndbyfans vil tage turen med til Århus og at mange vil benytte sig af dette tilbud om at mødes med ligesindede i de rette omgivelser fremfor at vi spredes rundt i Århus by.

Vi glæder os over den positive dialog med AGF og Østjyllands Politi, og vi vil endnu en gang benytte lejligheden til at opfordre til at denne form for dialog bliver anvendt landet over af alle klubber, fans og myndigheder. Vi runder af med at fortælle at Brøndby IF sender mange af klubbens egne kontrollører til Aarhus, og vi opfordrer alle til at samarbejde med både politi og kontrollører, skulle der opstå ballade.

God kamp!