Alt andet end gule trøjer forbudt i Vejle

Lørdag lægger Brøndby IF vejen om ad Nørreskoven, hvor Vejle Boldklub lægger græs til opgør nummer 58 de to klubber imellem. DMI lover sol og op til 20 grader og for begge mandskaber tæller kun 3 point hvilket selvfølgelig lægger op til et stort fremmøde på feststemte tribuner. Et afsnit vil dog være underlagt restriktioner der gør dagen mindre festlig, og det er ikke overraskende vores.

Vejle-direktør Henrik Tønder udtaler således at „Vejle Boldklub glæder sig til at se alle Brøndby-tilhængerne på Vejle Stadion. De er altid med til at skabe en festlig ramme om kampene, men af sikkerhedsmæssige årsager vil det ikke være tilladt at medbringe tifo-materiale i udebaneafsnittet.

Med Horsens-kampen frisk i erindringen, kan det være svært at indvende noget imod den beslutning. Vi ønsker stadig at dialog og bedre samarbejde alle parter imellem bliver den foretrukne løsning på den lange bane, men her og nu vil det være som at kæmpe mod vindmøller at forsøge at ændre væsentligt på den trufne beslutning. I stedet forsøger vi med dialog at sikre så lempelige forhold som muligt under de givne omstændigheder og vi forventer trods rygter om det modsatte at både megafon og trommer vil være at finde på tribunen.

Som en del af denne dialog sendte Brøndby Support for små 14 dage siden en redegørelse for begivenhederne i Horsens til Vejle Boldklub. Her påpegede vi blandt andet hvilke forbedringer vi mener der er plads til fra klubber og kontrollørers side i forhold til at sikre en rolig og festlig afvikling af kampene.

Vi forventer derfor at den oprydning der er sket blandt Brøndby IFs fans, også er sket blandt vagtkorpset, der også i Vejle udgøres af AROS-vagter. Vi har en klar formodning om at kampsportshandsker, lighterkast mod tilskuerne og invitationer til boksekampe ikke er en del af den pakke Vejle Boldklub har bedt om hos AROS Vagt og vi bliver slemt skuffede hvis vagter der er kendt for at levere disse ydelser er at finde på Vejle Stadion.

Vi skal rose Vejle Boldklub for at lade Brøndby IFs egne kontrollører spille en rolle på gæsteafsnittet på lørdag. Vi kender ikke deres præcise rolle, men vi er godt tilfredse med at vi får kontrollører vi kender at se i vores afsnit og ved indgangene.

Vi har ikke en udspecificeret liste over de forbudte materialer fra Vejle Boldklub, men der er ikke tvivl om at så godt som alt vil være forbudt. Flag, bannere, topindsflag, rulleflag etc. Vi opfordrer derfor ALLE til at benytte lejligheden til at få luftet den gule trøje, så vores afsnit alligevel vil fremstå i klubbens farver.

 

Alt om Horsens på brondbysupport.dk

En sort dag i Horsens

Helt i uheld – en beretning fra Horsens

Vagter angreb fredelige fans

Brøndbyfans anmelder AROS-vagt for vold

Intet udebaneregister – endnu

Uddybning af dialogen med Brøndby IF

BS og Alpha i dialog med Brøndby IF ovenpå Horsens